Torsdag den 17. maj var vi traditionen tro til Erhvervskonference på Gl. Avernæs Signatur Hotel med Udvikling Assens. Vi har været medlem af Udvikling Assens siden vi flyttede til kommunen i 2015, og har derigennem fået et fantastisk erhvervsnetværk.

Vi glæder os derfor altid til de forskellige erhvervsmæssige sammenkomster, som Udvikling Assens typisk er vært for. Det er sådan en god lejlighed til at ‘catche up’ med de forskellige virksomheder. Særligt Erhvervskonferencen ser vi frem til, ganske enkelt fordi deltagerlisten altid er fyldig, og de forskellige foredrag plejer at være super gode og inspirerende. I år var bestemt ikke en undtagelse.

Status

Vi har som bekendt haft vores at tumle med det sidste stykke tid – en afdød mor/svigermor og vores nyfødte søn. Derfor har det været utrolig sløjt med opdateringer herfra, og Ulrik har haft meget travlt med at holde virksomheden oven vande, så der har været bremset for udvikling og nye tiltag. Det betyder dog ikke, at tingene har stået stille, tværtimod har det været fantastisk at opleve, at vores virksomhed nu er så veletableret, at selv uden den store indsats fra min bedre halvdel, har vi en nogenlunde omsætning.

Det værste har uden tvivl været, at omstændighederne har været demotiverende. Derfor trængte vi mere end nogensinde før til at komme lidt ud og sludre med en masse andre selvstændige, der ved hvordan det er, når livet er hård ved en, men man stadig skal have en forretning til at køre rundt. Så gjorde det jo heller ikke noget, at mor og far havde udgang alene uden børn 😉 

Programmet

Som du kan se, var der nogle super seje mennesker på programmet i år! Faktisk var de alle Virkelige gode, og de gav alle noget “med hjem”. Jeg nåede også at blive en lille smule forelsket i både Thomas Visti og Jørgen Christian Juul – udelukkende af faglig karakter naturligvis 😉 De havde simpelthen en fantastisk energi, og selvom jeg normalt har lidt issues med den der “Kick-Ass Jesper Buch” facon, så var det lige præcis dét, mit demotiverede sind havde behov for.

Thomas Visti - CEO MiR
Jørgen Christian Juul - CEO/Founder Cardlay

De var begge sådan lidt Kick-Ass agtige, på en trods alt lidt mere low key måde. Det var rigtig fedt, og deres fortællinger var fascinerende (selvom jeg fattede lidt hat af teknikken bag virksomheden Cardlay – det var noget med noget dankort for virksomheder… Men hvordan det nu liiige hang sammen…) Det var i hvert fald nogle super fede foredrag de holdt, og både Ulrik og jeg blev simpelthen så opløftede af dagen. 

Det gode råd herfra må derfor være: Meld dig ind i Udvikling Assens! 😉 Eller noget tilsvarende – netværk, netværk, netværk! Det er simpelthen så vigtigt, også selvom man ikke altid bruger det til at skabe business. Man bruger det nemlig også som en opkvikker, når man lige hænger lidt fast i dagligdagen, eller trænger til at komme ud af kælderen. 

Vi kørte hjem efter arrangementet, og havde pludselig en masse gode idéer og diskussioner. 

En lille sidebemærkning er i øvrigt, at Gl. Avernæs er et fabelagtigt sted. Der er utrolig smukt, og der er absolut intet at sætte en finger på i forhold til mad etc. For nogle år siden benyttede Ulrik og jeg lejligheden til at overnatte der i forbindelse med den første Erhvervskonference, der fik jeg også lige taget nogle billeder:

Konferencen faldt et meget godt sted i forhold til at ruske lidt op i os, Ulrik har nemlig brugte en rum tid på at teste et nyt produkt! Så selvom han har været tilbageholdende, så er jeg ret sikker på, at jeg snart må dele en nyhed med jer 🙂 

Written by ML-Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *