Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt

Der har været lidt stille og stikket har været trukket for en stund. Jeg havde ellers set meget frem til det søde og blogge-lystne barselsliv, men så skete livet bare, omstændighederne snørede halsen til og jeg sad målløs tilbage og iagttog verden som en dårlig film.

Februar måned var hård at komme igennem på grund af det bækkenløsning, jeg døjede meget med, og jeg endte med et sæt krykker og et meget stort savn til min store dreng. Farmand måtte tage endnu mere over, end hvad var påkrævet af ham månederne for inden (det siger ikke så lidt), og jeg gled ind i dyb frustration over de fysiske begrænsninger. Der var meget lang tid til den 18. marts, syntes jeg.

Samtidig begyndte mig søde svigermor at få det ret skidt. Hun fik konstateret brystkræft i 2014, fik fjernet brystet og lymfekirtler, kom i kemobehandling og blev erklæret rask og kræftfri i 2016. Ca. et halvt år senere, fik hun ondt i benet, og vi troede alle, det var en blodprop. Det viste sig desværre at være knoglemetastaser fra brystkræften, hvilket man ikke kan gøre noget for at komme til livs. Det var pludselig en terminal diagnose, og der var kun livsforlængende og smertelindrende behandlinger tilbage. 

Min svigermor var en fantastisk dejlig dame. Vi har altid været meget forskellige, men havde det enormt sjovt sammen, og vi grinte Altid meget. Vi har også altid været gode til at tale om alt mellem himmel og jord, og jeg har spenderet utallige timer på tomandshånd med hende, hvor vi har vendt verdensituationen i de knapt 7 år, jeg var heldig at have hende i mit liv. 

Hun var også en skøn farmor med stort F, og hun trådte altid til og hjalp det bedste, hun kunne, også da hun blev syg. 

At hun en dag skulle dø af sygdom, har været langt fra os alle, for hun lod aldrig sygdommen fylde, og vi mærkede ærlig talt ikke meget til den størstedelen af forløbet. 

Det, der ikke måtte ske

Midt i februar blev det konstateret på OUH, at Gittes sygdom ikke længere lod sig påvirke af kemo eller anden form for behandling og i øvrigt spredte sig. Det blev derfor det endegyldige der er ikke længe til… og vi måtte indse, at hun højest sandsynligt ikke ville være her til juli, hvor vi skal giftes. Et bryllup vi ellers havde planlagt i forlængelse af barnedåb, i håbet om at hun på en eller anden måde ville være her til den tid. Naivt måske, men man må jo gerne ønske. 

Gitte og jeg talte også om døden, og vi var begge ret enige om, at selvom det så sort ud, så ville hun nå at opleve vores 2. søn, William, blive født. Jeg havde termin 18. marts, og vi var sikre på, at hun ville kæmpe sig frem til den dato. 

Jeg var da også inde og vende på fødegangen sidst i februar, hvor det så ud til, at der var ved at ske noget idet forvandet gik, men vi måtte vende retur fra OUH uden videre udvikling. Dagen efter besøgte vi Gitte, for at fortælle om den måske nært forestående fødsel, og lige kigge til hende, da hun havde været sengeliggende med opkast i et par dage. Ind i mellem blev hun ret dårlig, og så gik det som regel i sig selv igen efter nogle dage og muligvis en opkvikkende indlæggelse på OUH.

Men den mandag så hun meget skidt ud, og vi ringede faktisk for at få hende indlagt på enten sygehus eller hospice (med henblik på at samle kræfter), så snart vi forlod hendes bopæl. De sagde dog, at man vurderede, at det godt kunne vente til dagen efter. Der sker så det, at Gitte falder i sit hjem dagen efter tidligt om morgenen og brækker lårbensknoglen.

De skulle lige præcis ikke have ventet til dagen efter med at foretage sig noget.

Gitte blev naturligvis indlagt, og fik så meget smertestillende, at hun var meget meget svær at kommunikere med. Dér mistede vi hendes bevidsthed. Hun blev opereret om aftenen, og vi var sammen med familien på sygehuset til og med torsdag aften, hvor hun fik fred. 

Jeg havde det fysisk rigtig skidt efter flere dage på OUH i dårlige stole, og psykisk var jeg ganske enkelt i stykker. Jeg havde kraftige plukveer, og var konstant usikker på, om stakkels Ulrik skulle stå og vælge, om han ville holde min hånd eller sin mors ved en fødsel eller livets ende. Dét valg stod han heldigvis aldrig overfor, og jeg havde min svigermors hånd i min til det sidste åndedrag. Det er jeg taknemlig for i dag, at William kunne vente bare lidt.

Hvordan siger du farvel og hej på samme tid?

Det viste sig, at vi kun manglede 10 sølle dage. Gitte gik bort den 1. marts og William kom til verden den 10. Det var ganske enkelt bizart. At stå i så stor en sorg, og så samtidig rumme den kærlighed og glæde et nyt liv er. Jeg kan slet ikke tænke på, hvordan Ulrik har oplevet det… At sørge mellem veer er ganske enkelt unaturligt, og vi anede ikke hvilken reaktion, vi skulle forvente. Den blev lidt af det hele, og kærlighed og sorg er fortsat en mærkværdig del af dagligdagen. Vi savner mor Gitte, men føler ikke hun er væk endnu. Det er ikke sunket ind, og jeg forsøger hele tiden at sende hende billeder af William. Jeg glemmer, der ikke er nogen i den anden ende af messenger. Lige nu er det en trøst og et slag i ansigtet på en og samme gang. Men at glemme hun er borte, er nok måden, jeg kan rumme situationen på lige nu. 

Det er også når livet bliver bombet på den måde, at man opdager, hvor brutalt det kan være at være selvstændig.

Firma, bleer og savn

Ulrik har skulle tackle (meget) mere end hvad godt er de forgangne måneder. Ugen inden jeg fødte, lige efter Gitte gik bort, var vi simpelthen nødt til at lukke firma-telefonen ned. Det var et absolut minimum af opgaver, vi (jeg mener Ulrik her, jeg var ikke til meget hjælp) fik klaret, fordi tiden, energien og muligheden var der ganske enkelt ikke. Ulrik var ingen ringere end fucking batman; var der for vores ældste søn, tog hånd om hele familien, passede og plejede mig og mit bækken, arrangerede begravelse, fik styr på praktik og fik trods alt også pakket og afsendt de ordre, der kom ind. Dér kunne det virkelig mærkes, hvor hårdt det er, at være herre i eget hus jobmæssigt, når verden vendes på hovedet på den måde. Der var som sædvanlig kun Ulrik til at klare skærene. Det har også kunne mærkes på omsætningen, men heldigvis lå vi over mål tidligere på året, så det kunne udligne slagene lidt. Men det gør ondt at se nogen form for negativ indvirkning på sit firma, når alt andet også brænder omkring dig. 

Men vi klarer den sammen, som vi altid gør, og vi ser fremad med firmaet. Pause-knappen har været aktiveret, og de slag det har affødt, tager vi med oprejst pande. Nu forsøger vi at flette en hverdag sammen med firma, 2 børn og desværre også et liv uden vores farmor, mor og svigermor.  

Written by ML-Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *