Sparetip, der gavner miljøet

Et koncept vi er jævnt store fans af herhjemme er appen Too Good To Go.

Den går kort og godt ud på, at bagere, caféer, restauranter, dagligvarebutikker etc. kan tilmelde sig fællesskabet, og hver dag sælge de varer, de ellers ville have smidt ud. Varer og afhentningstidspunkter afhænger naturligvis af hvilken biks, der er tale om, og priserne er typisk mellem 29,- og 45,- for en såkaldt Too Good To Go boks.

Nogle gange pakkes kassen eller posen på forhånd af personalet, og andre gange kan man møde op ved en buffet eksempelvis, hvor man så får en boks udleveret og så selv vælge, hvad man vil have med hjem.

Det kunne være indholdet fra en bager

Sådan kunne en pose fra en dagligvarebutik se ud

Vi har ofte købt en Too Good To Go pose fra vores lokale Dagli’Brugs i Brylle, der tager 29,- for en pose, og så er der gerne grønt, mejerivarer, brød, pålæg og måske lidt kød eller æg med. Der er dog rift om poserne, og typisk sættes de til salg kl. 00.00 og er hurtigt udsolgt derefter – nok fordi folk begynder at opdage, at det er ret meget mad til små 30,- man får 🙂 Man ved selvfølgelig ikke hvad posen indeholder, så nogle gange skal man lige være lidt kreativ for at få brugt ingredienserne.

Men der er faktisk også ret mange steder, der er kommet med i fællesskabet, så vi kan sagtens finde en bager, der har poser til salg helt op til formiddag/eftermiddag. Så man behøver ikke altid være en natteravn 😉

Billig Brunch

Et sted vi nu har købt ved 2 gange er Scandic på Hvidkærvej i Odense SV. Det tager ikke ret lang tid i bil fra Brylle, og så skal man afhente maden mellem 9.45 og 10.00.

Her får man en boks udleveret for 29,- og kan så gå om bord i deres morgenmadsbuffet, der naturligvis er et godt hotel værdigt.

På billedet her er der købt 2 bokse. Jeg opdagede første gang, jeg prøvede det, at scrambled eggs og bacon er lidt øv at mikse med brød og frugt 😉 Så her blev en boks dedikeret til “English breakfast” stilen (det var sjovt nok Ulrik, der stod for den boks) mens jeg tossede rundt i frugt, brød, pålæg, ost og kage (man er vel gravid..) Det var en kanon omgang brunch for 58,-

Hop med på bølgen

Så hvis du ikke allerede har appen, vil jeg ret kraftigt opfordre dig til at hente den, du skal bare søge på Too Good To Go i appstore eller Play butikken, og så kan du taste din adresse ind og se, hvad der er tilgængeligt i området.

Det kan faktisk godt mærkes lidt på madbudgettet. Hvis vi nu står og mangler rugbrød, så køber vi nogle gange en pose fra Fru Lund i Bellinge (Bager), fordi der stort set altid er et rugbrød med der. Hun tager 35,- for en pose, men så er der jo også gerne franskbrød, rundstykker og nogle gange kage med i puljen også. Så det er typisk sidst på ugen eller i weekenden, vi køber sådan en sag.

Du kan også søge på #toogoodtogo på enten Facebook eller Instagram, så finder du nogle billeder, som folk der har købt poserne rundt omkring i landet, har lagt op, som billederne herunder 🙂

Du kan læse mere om konceptet ved at følge linket: www.toogoodtogo.dk

Written by ML-Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *