Jeg arbejder med forbrugerelektronik nærmere bestemt trådløse lydforstærkere til højttalere –  det var lige præcis hvad du forventede, ikke? 🙂

Til trods for at jeg er yderst teknisk udfordret, er jeg simpelthen endt med dagligt at lodde ledninger, skrue i printboards og samle forstærkere.

Inden jeg fortæller mere, kan jeg afsløre, at jeg er kærester med Ulrik, det har vi snart været i 6 år. Vi har boet sammen næsten lige så længe, og har en lille dreng på 3 år, Alexander. Så, nu kan vi begynde!

Begyndelsen

Tiden skal lige spoles 2 år tilbage. Min søster havde købt en fed trådløs højttaler, og jeg var på barsel og havde lidt for meget fritid til at blive misundelig på den fine højttaler. Derfor besluttede jeg mig for at plage min søde kæreste, Ulrik, i flere dage i håbet om at overtale ham til at vi skulle flække opsparingen og købe en højttaler magen til min søsters.

Den gik ikke (heldigvis), og Ulrik får nævnt situationen over for min far, der vantro kigger på Ulrik og udbryder “øhm, hvorfor bygger du ikke bare selv en trådløs højttaler?”. Godt nok var Ulrik lidt en computer-nørd i folkeskolen, men han er uddannet inden for handel og markedsføring og ikke ingeniørfaget, som min kære fader er. Han anede da ikke, hvordan man byggede en højttaler. Men efter en tilpas mængde kærlig mobning fra svigerfar, gik han amok med youtube tutorials og stalkede nettet tyndt for materialer.

Ulrik fik banket 2 kasser sammen, der udgjorde højttalerne, og jeg troede, jeg kunne være smart med lidt læder og uld fra Stof2000. Højttalerne lød fremragende, og agerer faktisk pt. vores stueanlæg! Men de lignede noget der var løgn (derfor er de også gemt væk bag sofaen i dag). Vi var ellers i bygge-projektet blevet ret overbevist om, at vi da skulle være det nye hippe højttaler brand i Danmark. Det var så lige til det færdige produkt tog form, og det gik op for os, hvor grimt det var. Vi opgav derfor straks drømmen om en fremtid som højttalerproducenter, da det simpelthen ville kræve for stor en investering, at skulle få fremstillet højttalere ude i byen.

Når en dør lukkes…

En aften nød vi musikken fra højttalerne (med lukkede øjne – de er virkelig grimme, og dengang boede vi i en studielejlighed i Odense på 45kvm, og kunne ikke lige gemme de kære tingester væk), og kom så til at tale lidt om projektet. Jeg fik nævnt, at det jeg bare syntes var smart, var det der med, at man kunne styre musikken fra telefonen og vælge en playliste på Spotify. På daværende tidspunkt var “aktiv højttaler” og “trådløs højttaler” uden for min begrebsverden. Jeg var vokset op med anlæg, der slugte cd’er, og var faktisk ikke rigtig klar over, at (passive/analoge) højttalere var selvstændige enheder, der blev koblet til et anlæg. Jeg troede ligesom at tingene hang sammen…

Ulrik forsøgte så at forklare mig princippet i en trådløs højttaler, og fortalte, at det er den trådløse forstærker indeni de højttalere, vi selv byggede, der gjorde det mulig at styre musikken fra telefonen. Jeg googlede derfor lidt på trådløse forstærkere, og døde fuldstændig indvendigt. Det var primært forstærkere som disse: hifi-freaks.dk/webshop, jeg fandt. Dels så de herre avanceret ud; alle de ind/udgange, knapper etc. Jeg ville simpelthen ikke ane, hvordan jeg skulle tilslutte og benytte de apparater. Dels var det også voldsomt mange penge, syntes jeg. Det var jo bare strøm til at drive de gamle højttalere, og så den trådløse forbindelse jeg var ude efter. Ulrik gik derfor lidt i tænkeboks, og endte med at udtænke den første prototype af vores første produkt, HALL 2x8W.

Processen startede egentlig bare med, at vi fik identificeret et behov – at bruge gamle højttalere på en “moderne” måde og afspille musik trådløst. Det førte til koncept udvikling i form af brandidentitet, logo, funktioner rent teknisk, udseende, farver og en masse andre ting i forlængelse heraf.

Det du gerne må bide mærke i er, at vi gik fra en idé, vi var super klar til at føre ud i livet, til at indse de økonomiske udfordringer den idé ville føre med sig, og valgte derfor at sadle om og tilpasse os omstændighederne. Det tror jeg er en ret essentiel ting, når man får en idé, og gerne vil starte virksomhed. Man skal være omstillingsparat fra starten, og efter min mening skal man ikke starte med at satse hele butikken. Is i maven, sadl om, spar hvor du kan, test markedet og dit produkt, så kan du begynde at satse!

Test, test og endnu mere test

Ulrik gik som sagt all in på at udvikle en prototype, vi endte ovre i min fars virksomhed i Fredericia, hvor vi blandt andet havde adgang til hans vanvittigt tekniske hjerne OG en 3D printer. Det endte derfor med, at vi fik 3D printet en lille hvid prototype, og var fuldstændig klar på at få fat i en virksomhed, der kunne starte en produktion af små hvide plast hylstre med HALL AUDIO printet i toppen. Her døde endnu en drøm ret hurtigt. Det viste sig, at det er temmelig pebret at få støbt en lille plastboks efter egne tegninger. Endnu en gang måtte vi sluge en kamel, og valgte i stedet at købe nogle ganske almindelige plastkasser hjem, vi så ganske primitivt borede huller i, der hvor der skulle være udgange og stik. Du kan se den første prototype kontra nummer 2 lige her:

Jeg var ret vild med den lille hvide. Primært fordi den var lille og hvid… Men i den variant skulle folk faktisk bruge en skruetrækker for at kunne tilslutte sine højttalerkabler, og der var ikke mulighed for at lave en lille kontakt, hvor man kunne vælge, om lyden skulle komme fra en Line-in forbindelse eller fra en Bluetooth forbindelse. Den funktion ville vi gerne have med, for så kunne forstærkeren også tilsluttes vores Samsung fladskærm, der har en horribel lyd. På den måde kunne vi med kontakten på bagsiden vælge Line-in, og så var det pludselig de utrolig grimme men meget gode højttalere, der leverede lyden fra fjerneren. Det var altså lidt sjovere at lytte til.

Derfor endte vi med den “store” sorte kasse (den er altså kun 11 x 8 x 4 cm.), og vi fyrede nogle forgyldte skrueterminaler i måsen på den, så det var nemt at tilslutte højttalerkablerne uden brug af værktøjer. Lige for en god ordens skyld og til dig, der som jeg selv er lidt teknisk udfordret, og stadig har svært ved at forestille dig, hvad pointen med produktet er:

Det er er den primære funktion i vores produkt. Den giver dine højttalere strøm, så de kan spille, og så får du en trådløs Bluetooth forbindelse, så du kan koble din telefon, tablet eller computer til produktet og på den måde afspille musik trådløst. Har du et nederen fjernsyn (på lydfronten) ligesom os, kan du også koble det til forstærkeren, og så vælge lydkilden bag på produktet hvor der sidder en lille kontakt:

Bemærk også at vi måtte nøjes med et lille stoflabel i stedet for et logo støbt i plast kassen, hvor der stod HALL AUDIO. Noget vi er blevet overraskende glade for, som på daværende tidspunkt blot var et udtryk for at bootstrappe udgifter.

Da vi havde et (halvfærdigt om ikke andet) koncept, begyndte vi at teste produktet. Venner, familie, naboer, ja ALLE, der overhovedet gad at lytte til os, fik tudet ørerne fulde af HALL 2x8W, og det resulterede faktisk i, at næsten 100 mennesker inden for en periode på 6 måneder, havde haft en forstærker mellem hænderne på den ene eller anden facon. Netværk er SÅ vigtigt, og jeg kommer med et helt blogindlæg om kun dette emne senere!

Jeg husker tydeligt, at vi startede med at bestille hjem til at lave 30 enheder, og de var revet væk af omgangskredsen inden vi havde set os om. Derfor blev vores produkt og koncept virkelig gennemtestet og tilsluttet en helt masse forskellige løsninger. Det lærte vi (haha som om jeg forstod halvdelen af de snakke der, så nok mest Ulrik) utrolig meget af. Det er derfor endnu et råd jeg ofte giver, når jeg holder foredrag – FÅ DET NU TESTET! Vi har jo en tendens til at synes, vores egene idéer og koncepter er GENIALE, men det er altså virkelig en god idé lige at få det testet af andre, der ser på det hele med friske øjne.

Fra prototype til webshop

Da vi var helt sikre på, at vi havde et produkt, andre end os selv kunne få gavn af, startede processen med at lave en webshop. Vi blev også pludselig opmærksomme på temmelig betydelige krav såsom CE godkendelser, en halvdyr affære vil jeg da gerne afsløre, så vi var simpelthen nødsaget til at gå et gear ned og skrabe penge sammen. Vi brugte tiden på at lære kunsten at lave hjemmeside (vi er klar over vores hjemmeside ikke er en 30.000 kroners sag lavet af eksperter, men vi har selv lavet den i wordpress, og kan derfor også selv opdatere den) Det var ret vigtigt for os. Jeg måtte også sætte mig ned og studere vores lille spejlrefleks og photoshop, så jeg kunne tage nogle produktbilleder til vores hjemmeside. I dag laver jeg fortsat ALT visuelt selv, og har endda udvidet min horisont til at kunne lave produktkataloger i InDesign osv. Det kan ses, vi ikke har fyret 50.000,- af på fotografer og hjemmeside-folk, men vi har ganske enkelt ikke haft midlerne til den slags luksus, og det gør os jo altså ikke dårlige til at lave trådløse forstærkere.

Det her er et aspekt, jeg fortsat hårdnakket holder fast i, for de 50.000,- er i stedet brugt på lager, der har generet omsætning og indkomst i vores virksomhed. Jeg mener ikke, du skal bukke under for “hvis du vil tages alvorligt, bliver du simpelthen nødt til at få en fotograf, en grafiker og en wordpress ekspert ind over”, glem det. Det bliver flittigt sagt i diverse iværksætter forums, men jeg er sjovt nok Aldrig blevet konfronteret af kunder eller potentielle kunder med disse ting – tværtimod ELSKER den lidt ældre generation vores hjemmeside, for de synes, den er meget overskuelig. Det er sjovt nok primært folk, der sælger ekspertisen, der får ondt i øjnene af de her ting. Der kommer jyden altså op i mig. Du kan se mit produkt på en hjemmeside, der virker. Det må sku være godt nok, så længe vi har med en start-up økonomi at gøre.

Vi fik derfor styr på hele skelettet, mens vi sparede hvor spares kunne, og jeg brugte tid på at søge mikrolegater ved Fonden for Entreprenørskab, der faktisk endte med at sende 25.000,- vores vej 2. gang jeg ansøgte. De blev straks fyret i CE godkendelse’puljen, og i December 2015 var vi klar med www.hallaudio.dk

Vi var endda så heldige, at støde ind i Fyens Stiftstidende ved et arrangement, og fik derfor en artikel i avisen lige op til lanceringen af vores webshop – det er ret okay for salget, skal jeg hilse og sige 🙂 Hvis du har et abonnement til Fyens.dk kan du læse artiklen her Klik her for at gå til Fyens.dk hvis du ikke har et abonnement, så må du hjem og besøge os i kælderen, der hænger artiklen nemlig i glas og ramme lige ved siden af mit skrivebord 😉 Her blev min kærlighed for PR også vækket, og jeg kommer til at dedikere flere indlæg til præcis dette emne!

Det var lidt om den spæde begyndelse, og hvis du nu spørger rigtig pænt, så skal jeg overveje at poste et billede af de famøse selvbyggede højttalere – men du må ikke dømme!

Spørg endelig løs hvis der er noget, du vil vide, så lover jeg at svare 🙂

– Marie-Louise

 

 

Written by ML-Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *